Efter 2 meget forskellige cykeloplevelser - turen op af Alpe D'Huez og turen til Les Deux Alpes - den ene i bragende solskinsvejr og høj varme og den anden i gråvejr og noget koldere, er vi nu nået til den tredie og med spænding ventede tur til Col de Glandon og ikke mindst det sidste stykke op til La Col de Croix du Fer.
Dagen startede med høj sol og en himmel så blå som på den bedste danske højsommervejrs dag. Det var skønt, livsbekræftende og benzin på humørbarometret.
De daglige cykel ritualer ( pakning af ekstra slanger, energi gel, foto og videogrej mm ) skulle overstås før vi kunne sætte os i sadlerne og træde i pedalerne mod nye cykeloplevelser ( og det blev den absolut bedste cykeloplevelse hidtil - alting taget i betragtning ).
Vi tog fra vor base på La Rencontre du Solei og cyklede via et fladt stykke landevej - ud af byen - mod det store dæmningsanlæg ved Allemont.
Den flade strækning var en god opvarmnings tur inden de opkørselspinsler, vi vidste ville komme. Vi havde jo prøvet denne tur sidste år ( http://cyclemountain.
Turen foregik i en stegende hede og det betød, at vi forsøgte at hive lidt svalende ud af hver skyggeplet som træerne kastede på vejen. Det var livgivende, når nu sveden drev nedad vore ansigter. Vi talte ( i det omfang der var luft til dette ) om at det var dejligt at køre tre sammen og dermed animere hver enkelt af os til at yde det bedste vi havde lært. Vi mødte nemlig adskillige Lonely Riders, der ensomt sled sig op af bjergsiderne i langsomme seje tråd. Nu lyder det måske som om vi var i stand til at spurte op - det var ingenlunde tilfældet. Vi havde lært lektien fra sidst og fundet den kadence, der kunne få os sikkert igennem de forskelligartede stigninger på ruten.
Nød vi så turen undervejs? Så absolut...selvom der er et vist element af konkurrence iblandet, så er oplevelsen, de bjergtagende panoramaer de vigtigste og interessante elementer på vore ture.
Turen i lavlandet gik som nævnt forbi den store opdæmmede smeltevandssø, der leverede vandkraften til en af områdets mange vandkraftværker. Naturen er rig på mange resourcer og mennesket har været vis nok til at udnytte disse. I dette tilfælde på en både miljørigtigt og industrialiseret fornuftig måde. Disse to ting går ikke altid hånd i hånd.
Det er et betagende syn at køre - først over dæmningen - og dernæst langs klippesiderne og se bjergtoppene spejle sig i det smaragd grønne vand. Man fornemmer at befinde sig midt i et gigantisk postkort. Blot mangler adressaten og frimærket - men dette formidles her, så de indtryk vi oplever formidles videre til jer derhjemme.
Efter den flade del af etapen går det som nævnt opad. Og når jeg skriver opad, så mener jeg opad. Der er stejlt - forbandet stejlt. Men det er jo en del af oplevelsen. Smerten ved at yde sit bedste. Nå muren i form af "max puls", det synes vi er betagende ( især når det nu er overstået ).
Apropos "max puls" så havde vi en del diskusioner hernede om denne kunne "flyttes" for det enkelte individ. Det er almindelig antaget at max puls ( det maksimale antal slag dit hjerte kan slå under maksimal belastning ) er genetisk bestemt. Dog siges den gennemsnitlige max puls at være 220 fratrukket din alder. Det stemmer godt på mig, der har en max puls på ca 160. Bjarnes max puls ligger helt oppe på 179! Så der er store individuelle forskelle.
Sakset fra videnskaben - for der forskes en del i dette - ja så foreligger forskellige teorier:
To teorier om "max puls'en"
Der findes to teorier om hvad der kan – eller ikke kan – påvirke vores max puls:
Max puls – teori 1
- Max pulsen er genetisk bestemt – dvs. den følger os fra vugge til grav
- Max pulsen falder eller stiger ikke med alderen
- Max pulsen har ingen indflydelse på vores fysiske form
- Max pulsen har ingen indflydelse på vores evne til fysisk arbejde eller præstation (som f.eks. sport)
- Max pulsen kan ikke øges eller mindskes vha. træning eller motion
- Max pulsen er en konstant – dvs. den kan ikke variere eller ændres
Max puls – teori 2
- Max pulsen falder med alderen
- Max pulsen kan øges vha. træning og motion
- En høj max puls bidrager til bedre fysiske præstationer (f.eks. sport)
- Max pulsen kan påvirkes af medicin, narkotika og andre substanser
Så som det fremgår af ovennævnte, så er videnskaben ikke helt enige.
Nå det var lidt om "max pulsen" , som vi lå meget tæt op ad på vor vej op af bjerget. Kadencen var fornuftig afpasset igen belært af sidste års erfaring. Vi mødte og overhalede flere på vor vej - så vi følte vi var godt kørende. Trådet var sejt og "malene" som Jørgen Leth ville have udtrykt det. Det gik opad i adstadigt tempo. Meter efter meter blev lagt bag os, og på cykelcomputeren kunne vi se at vi lagde meter til vores højde. Skønt så længe det varede, for vi vidste at en del af de hårdt tilkæmpede højdemetre ville vi sætte til på nedkørslen umiddelbart før den store dæmning.
Men inden vi nåede så langt så lød der den lyd en cykel rytter frygter - en hurtig og "effektiv" punktering. Det skete ved udkørslen fra bjerglandsbyen Le Rivier D'Allemont ( og heldigvis ikke ned af bakke ).
Jan havde ellers skiftet bagdækket på sin cykel - og det var netop bagdækket der punkterede. Så var det blot at få skiftet slange og isoleret fejlårsagen. Det viste sig at et dårligt lagt fælgbånd havde flyttet sig og "blottet" en skarp kant ved en egerforskruning. Vi fik i fællesskab flytte fælgbåndet til en mere optimal position. Og så skulle slangen blot skiftes. Det skete hurtigt og herefter gik det snart derudaf igen.
Ikke lang tid efter vi havde lagt landsbyen Le Rivier D'Allemont bag os gik det stejlt nedad og som anført "vor surt optjente" højdemeter blev for en stor dels vedkommende sat over styr. Vi ramte bunden og så fik vi " hammeren" for her begyndte en brat 11% stigning. Sindssygt hårdt - men der var ikke andet at gøre end "at samle os selv op igen" og trods syre i benene ufortrødent at kæmpe videre.
Uden at det skal lyde overmodigt, så var vi godt kørende. Vi fandt ind i rytmen og kæmpede det bedste vi havde lært. Igen klokkede der højdemeter ind på kontoen, og snart var de første hårnålesving på vej op lagt bag os. Vi blev på vej op overhalet af et par store dyretransporter, der var fyldt op med levende får. Stanken var voldsom, men dyrene var på vej til friheden. Højt oppe under himlens tag. Der hvor det græsset på bjergskråningerne havde vokset sigt frisk, saftigt og grønt i de forgangne forårs måneder.
Jeg filmede med mit GoPro på vej op mod Glandon - og jeg fangede således også fårenes lykkelige øjeblikke, hvor de sprang kåde ud af lastbilen og ud på de frodige bjergskråninger.
Smil du er på !
Lidt længere ude på ruten blev vi endnu engang foreviet af de allestedsnærværende kanon fotografer. Rundt i et sving og så blev der knipset lystigt. De sidste krampetrækninger for at finde en fotografisk attitude og udstråle "masser af overskud" - selvom det bestemt ikke var den fulde sandhed, så sent på turen og så tæt på vores første del-mål - "Col de Glandon".
Terrænet var nu helt åben og vi var på ingen måde beskyttet mod vind og vejr. De var dog begge på vore side - en let rygvind og et strålende solskins vejr. Der trods den store højde lunede godt.
Jan kommer ind på Col de Glandon
Vi nåede Col de Glandon og efter en kort pause til at få fyldt væske og energi depoter op, begav vi os videre mod det endelige mål Col de la Croix de Fer. ( Croix de Fer = Jernkorset ). Vi klikkede igen i pedalerne og lagde de sidste km bag os inden vi blev hilst velkommen af symbolet for bjergets navn.
Vi nåede toppen i høj solskin og efter de obligatoriske " Kodak Moments" for skiltet, der proklamerede at vi var i mål "2067 meter over havets overflade".
Ja så var det tid til at nyde sejrens sødme med en kold drink og nyde det absolut betagende syn fra toppen. Det ene smukkere scenarie efter det andet.
Det var iøvrigt på dette bjerg vores egen Michael Rasmussen Kyllingen fra Tølløse fejrede sin store triumf i tilbage i 2006 ( Whereabouts og EPO eller ej.... )
Vi havde således fra Bourg D'Oisans tilbagelagt ca 40 km, heraf de 27,5km med en gennemsnitlig stigning på 4,8% og en maksimal stigning på 11,2%.
Col de la Croix de Fer blev åbnet tilbage i 1912 første gang med i Tour de France i 1947. Herefter har den været med i Tour'en 15 gange. Og den er netop igen lagt ind i dette års Tour fordi Tour ledelsen har valgt at lade Col de la Croix de Fer indgå her i 2015 - fordi Col de Galibier er lukket ( vi ville gerne have kørt Galibier i år ( hmm........! ) men vi møder skilte hernede i Bourg D'Oisans, der fortæller at Galibier er lukket grundet jordskred i området).
Efter vi havde nydt den kølige drink - skulle vi hjemover igen. Downhill. Og det gik stærkt - meget stærkt - min kilometer tæller sagde 68,48km/t !
Jeg filmede hele nedturen, mens jeg holdt øjnene fast på vejen og de drilske bjergsving. Bjarne havde lært mig den rigtige sving teknik, med det modsatte ben ( af det sving vi gik ind i ) nede i pedalen! Alligevel skulle der udvises stor koncentration.
Vi kom hjem i god behold ( vi havde da siddet i cykelsadlerne i næsten 4 timer og var godt ømme i r... ). Herefter fik vi os den velfortjente dukkert i den svalende pool. Temperaturen sagde stadig 25 grader og solen varmede vore syremættede cykel-ben.
Aftenen sluttede på camping pladsens udmærkede restaurant, hvor vi fik Columbo Kylling i kokosmælk sauce med ris til ( let krydret ). En flaske Rose vin og 0,7 ltr kølig fadøl fuldendte menuen.
Efter aftensmaden gik vi en aftentur og nød områdets skønhed i aftenskumringen.
Og så i seng....
Fortsættelse følger......
Ingen kommentarer:
Send en kommentar