mandag den 22. juni 2015

Ankomsten til Frankrig og Le Bourg D'Oisans

Turen til Frankrig og Le Bourg D'Oisans - Dag 2

Lausanne 21. 06.15

Regn på ruden. Den umiskendelige lyd af vanddråber, der slog ind på hotelværelsets rude, varslede om en gråvejrsdag, der set gennem en amatørcyklist briller absolut ikke var forudsætningen for en god cykeloplevelse. Nu skulle vi så ikke cykle i dag, men blot videre på vores færd til det forjættede cykelland i de franske Alper. Ikke desto mindre kaldte det det på panderynker at dagen startede grå og med en vis tristese. Dette skulle dog senere vise sig at være begyndelsen til en rigtig god og solbeskinnet dag med temperaturer på 25 grader.

Vi fik pakket vores bagage og fik indtaget morgenmaden, som var ganske udemærket og dermed lagde grunden til en god start på dagen. Bilen blev pakket og cyklerne forsvarligt checket at de sad på cykel-anhængeren, som de skulle. Intet blev overladt til tilfældighederne.Vi ville gerne nå sikkert frem.



Snart sad vi i bilen og Lausanne med den smukke sø forsvandt bag os i horisonten - ikke lang tid efter ændrede vejret karakter og solen brød gennem skyerne. Den franske grænse blev krydset og bjergmasiverne begyndte at tårne sig op. Imponerende syn lå både foran og omkring os. Det var smukt og betagende.

Bjarne fik gang i GoPro kameraet og Morten tog fra bagperronen billeder af det maleriske bjerglandskab.



 Alt imens vi kom tættere på målet i Le Bourg D'Oisans. Dog missede vi en afkørsel på motorvejen mod Grenoble, men vi kom på rette spor 10 km senere og resten af turen gik over mindre veje gennem små franske landsbyer. Bjergene blev højere og højere og lå tættere og tættere på de små veje vi kørte på. Bjergtoppene blev faktisk så høje at de skyggede for GPS signalet og pludselig opgav vores tro følgesvend GPS'en at gelejde os videre. Godt det samme. Vi kendte efterhånden vejen det sidste stykke. Og ganske som forudset - her lå målet for vores rejse - byen Le Bourg D'Oissans. En tur rundt i rundkørslen og vi var ankommet på Campingpladsen med den skønne pool – La Rencontre du solei.










Umiddelbart efter ankomsten blev vi indkvarteret i en af de hytter vi havde bestilt for 3 måneder siden. Camping pladsen er ret populær – ikke mindst blandt cykelentusiaster og når Tour karavanen kommer forbi for at køre Alpe D’Huez etapen. Hvad den netop gør i år.


Efter endt indkvartering stod den på indkøb i byen – vi færdes efterhånden her som gamle stedkendte – al den stund at byen ikke er særlig stor og det faktum at vi som det er de fleste bekendt var her sidste år.




Vort supermarked havde søndagslukket – så det blev til proviantering i det mindre mikromarked. Men vi fik hvad vi kom efter. Rødvin, optændingsblokke og grilmad. Og så var det bare hjem på pladsen og tænde op i grillen.

Herefter fik Bjarne og jeg selv lov til af Jan ( i 25 minutter ) at kontrollere formen og de første kilometer op ad Alpe D’.Huez. Det var som vi havde forudset hårdt og ligeså ubarmhjertigt som det blev beskrevet i sidste års blog-indlæg: http://www.cyclemountain.blogspot.dk.

Men vi fik som sagt afprøvet formen og den var bedre end første gang! Det tegner trods alt godt til imorgen.





Efter 25 minutter vendte vi tilbage – bordet blev dækket og grilmaden serveret.





 Det hele blev skyllet ned med en flaske Bourgogne. Resten af aftenen gik med udpakning og hjemlig hygge. Dersom fluerne ikke generede. Der var ualmindeligt mange af dem. Så mange at ”de får et pulver” imorgen.


Fortsættelse følger....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar