mandag den 22. juni 2015

Turen op ad Alpe D'Huez - Dag 3

CykelTrip dag 3 - Turen op ad Alpe D'Huez



Skrevet ved swimmingpool'en i en magelig sol-stol!

Så nåede vi dag 3 på turen - og dermed den første rigtige cykeldag. Bjarne og jeg smagte jo på de to første stigninger på Alpe D'Huez i går for at få en fornemmelse om den var lige så hård som forrige år - og konklusionen var lige så forudsigelig som Lars Løkkes forsøg på at danne en ny regering - det bliver hårdt og meget op ad bakke!

Vi kom op her til morges kl 07.45 og efter de normale morgenritualer nåede vi til den vigtige morgenmad - vigtig fordi et godt morgenmåltid kombineret med de rigtige mængder protein og energi-gel/drik ville gøre turen op ad bjerget mere overkommeligt. Nu sidder der sikkert nogle blandt læserne og tænker - jamen kører de "gamle mænd" på EPO eller det der er værre. 
Nej kan vi så sige - vores energi depoter fyldes op med helt igennem godkendte produkter og via fuldt accepterede metoder. Ikke som de gjorde i Tour'en for et par år siden. 
Bjarne har nærstuderet fænomenet og han disker da også op med en kilo stor bøtte med "energi"- pulver, der skal blandes op i vores vanddunke. 

Og som tidligere nævnt - det kan godt være nogen synes vi er nået "over sidste salgsdato", men derfor kan en fornuftig omgang med førnævnte produkter jo vise sig at være en "god investering" før dagens strabadser. 

Som ved forrige års tur - så bliver også denne "Tour" fastholdt på både video ( GoPro og iPhone ) og stillbilleder. Det kræver lidt indledende øvelser inden vi kommer på cyklen. Bl.a. styrer jeg mit GoPro kamera via min iPhone på cykelstyret - og via samme iPhone styrer jeg cykel-app'en "cyclemeter" der logger turen, pulsen, højdemeter, afstand, gennemsnitshastighed, energiforbrug mm. Resultatet sendes umiddelbart under og efter turen til min læge, der siger "Go" eller "No Go". Hoppede I på den - nej vel - men ikke desto mindre kan app'en sende bulletiner undervejs og dermed "fjerndiagnostiseres"!

Bjarne har en om muligt endnu mere avanceret GPS enhed, Garmin Edge 1000, der kan programmeres og vise alt omkring den aktuelle tur - og bruges i planlægningen til morgen dagens tur. Drengene går ikke ned på udstyr. Dog mener Jan - ikke helt skudt ved siden af - at han ikke behøver et fancy apparat for at vide om han stadig er i live, mens der trampes i pedalerne. Teknikken har gjort sit indtog - og det udfylder vel til dels "drengenes drengerøvs drømme" - og som sådan har det jo også en mission!

Jan dyrkede dog også IT-verdenens frembringelser på vej herned - idet han højlydt proklamerede at han nu var blevet 7-kabale champignon ( to gange lykkedes det Jan at komme i mål ).

Vi kom som sagt på cyklerne. De tekniske grejer var checket og vi var klar. Klokken sagde 11.00
En lille runde mod byen Bourg D'Oissans inden vi vendte cyklerne og kørte mod "start-snoren" for foden af det forjættede bjerg.

Belært af gårsdagens test-kørsel og sidste års erfaringer - så gik vi ydmygt til opgaven. Hvilket skulle vise sig at være fornuftigt. De første 4km med de allerstejleste (sorte) stigninger på mellem 10-11 % skulle gerne overstås uden vi røg ind i problemer. De lave gear var indstillet og turen var skudt igang.

På vej op ad den første stigning mødte vi de første "fortabte", der havde opgivet ævret og var stået af cyklen for at klare de allerstejleste stigninger på "gå-ben", hvad der i sig selv var svært nok - at gå op på click-sko. Gruppen viste sig at være fra England og en af gutterne derfra "hægtede sig" på os og kørte med os op langt det meste af vejen. Han var som resten af den engelske gruppe en korpulent herre og lignede en der brugte mere tid på Pub'en end på landevejscyklen. Men som de fleste englændere var han en ualmindelig flink og sympatisk herre - der ikke lå under for at anvende den kendte underspillede engelske humor.
Han kom senere over og gav os hånden som tak for hjælpen, da vi sad og hyggede os på en cafe på toppen!





Vi rundede de første par sving ( af de 21 ) uden at klikke os ud af pedalerne - men en kort puster tog vi og fik et par billeder i kassen.

Undervejs står de professionelle fotografer og forsøger at få de bedste skud i kassen - senere om aftenen kan disse billeder ses på nettet





Bjarne var godt kørende på sin nye cykel og Jan kørte som vanligt godt i bjergene. Jeg selv hang lidt i bremsen, men ellers gik det godt og vi kom op på toppen i fornuftig stil. Uden de udfordringer vi havde sidste år - se http://www.cyclemountain.blogspot.dk

Efter vi havde sundet os på toppen valgte vi at køre ned af en anden vej end vi kom op. Det blev en stor oplevelse med fantastiske panorama udsigter over hele Bourg D'Oissans dalen.










Betagende smukt og dragende på samme tid. Og alt skete i 25 graders varme og med blå himmel. Da nedkørslen tog til gik det først rigtigt stærkt og vi nåede "bunden" ved Allemont mindre end 20 minutter senere.

Herefter gik det over stok og sten hjem til camping pladsen

Vi ligger nu ved  poolen i 25 graders varme, hvor vi nyder det smukke vejr, omgivelserne og en dukkert til at svale os.




Vi har indtil nu været ualmindelig heldige og begunstiget af godt vejr hernede. Vi krydser naturligvis fingre for at dette fortsætter.

Fortsættelse på bloggen følger....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar