Alpe d’Huez endnu engang

Dag 7 – Alpe d’Huez endnu engang

Ligesom sidste år så er det Alpe D’Huez der er ”bjerget” i vores cykel mytologi. Det har noget dragende og er absolut et spændende møde værd selvom vi efterhånden kender hver enkelt afkrog af dette fantastiske cykelbjerg.

Vi havde hjemmefra sat næsen lidt op efter at prøve kræfter med et andet sagnomspunden bjergpas her i området. Nemlig Col de Galibier.

Som det vist er nævnt et par gange tidligere, så er dette bjergpas desværre lukket, grundet jordskred og ødelagte tunneller og det udgår derfor desværre også af dette års Tour de France. En klassiker er således strøget i Tour kallenderen. Men som nævnt tidligere er Col de Croix de Fer som vi kørte i onsdags så lagt ind som erstatning. Ikke helt det samme. Men Croix de Fer + Alpe D’Huez skal nok vise sig at være en konge etappe værdig. Specielt denne etappe bliver i min optik interessant at følge.

Men tilbage til Alpe D’Huez ( når det nu ikke kunne blive Galibier ).

Belært af sidste års tour, så er det altid en stor mundfuld at kaste sig ud i, når vi kommer herned – direkte fra lavlandet Danmark. Og ikke et ondt ord om Svannige bakker, Vissenbjerg bakken eller Boels Bro ved Munkebo bakke – så er det altså noget andet at sætte sig på cyklen for ”at kravle” 1850 meter op.

Men som sagt - det er betagende og dragende – for slet ikke at tale om det udfordrende i at kunne overgå sig selv – endnu engang.

I mandags ( første cykledag ) hvor vi lige var ankommet. Der var det svært. Det gik dog godt. Men ikke uden at klikke ud af pedalerne et par gange.

Den statistik ville vi gerne lave om på i dag. Så forberedelserne var ikke mindre end i mandags. Der var bare et par flere  bjergtræningsdage lejret i benene, og den mentale del var også bedre på plads. Jo flere dage vi kører rundt i bjergene hernede – jo bedre præsterer vi efterfølgende.

Forberedelserne er beskrevet under 3. dagens blog indlæg. Og de var som sagt ikke anderledes til dagens "etappe".

Så hen under middag ( hvor solen bagte som i en bageovn ) ja så klikkede vi ind i pedalerne. Solcreme var smurt på de synlige dele af kroppen. Og lindrende fedt blev smurt på indersiden af buksebagen, idet dette specielle anatomiske område efter flere dage på en cykelsadel begynder at udvise klare træthedstegn og udtalt ømhed.

Vi kørte mod byen hernede – vendte om og udstak kurs mod "startsnoren" for foden af ”bakken”.

Husk det nu.... husk det nu... ikke forcere de første og absolut stejleste 4km på ruten. Her havde vi for længst lært lektien. Vi satte de rigtige gear og jævnt malende gik det opad. Der var ikke mange der overhalede os undervejs op.

Et par ”unge løver” der har sat turboen på vil altid komme susende forbi. Men der er oftest også 30 år til forskel på den og os.

Efter ca 5 km stak Bjarne af. Han var stålsat på at kravle op uden at klikke ud af pedalerne. Det var Jan og jeg såmænd også. Vi var nok bare ikke så stålsat som Bjarne.

Vi så således ikke mere til Bjarne før toppen ( og Bjarne klikkede virkelig ikke ud af pedalerne – det var en toppræstation ).

Jan og jeg fortsatte ufortrødent til ca 6 km fra mål. Her gjorde vi en undtagelse – stoppede kort for at tanke op ( væske og energi-gel / energi-bar ). Det var ubarmhjertig varmt og for ikke at risikere at gå ”sukkerkold” eller det der var værre – så valgte vi at indtage væske/føde.

Herefter var det igen op på cyklen, hvor vi fuldførte uden at klikke ud før vi var i mål. Vi var begge rigtig godt tilfredse.

Undervejs måtte vi dog lide den tort at se os overhalet af et ungt par – en sporty udseende ung mand og en en spinkel ung kvinde med cykelkurv. Jan var umiddelbart rystet, men jeg havde jo spottet ”motoren” og det ”diskret anbragte” batteri. Altså blev vi overtrumfet af en el-cykel. Jo her måtte vi strække våben. Senere fortalte Bjarne at de også passerede ham.

Vi mødte på vejen op en dansker fra Århus, der var her i Bourg D’Oisans for at cykle – mens fruen udgjorde ”fejebladet” ( dvs kom op i bil senere for evt. at samle  ”stumperne op”. Han formåede dog at komme op ved egen hjælp – lidt senere end os. Og vi fik talt hyggeligt sammen på Cafeen ved målstregen. 

Fruen tog de obligatoriske billeder af os tre på ”præmie skamlen”.

Efter et par kolde fra kassen og en fransk sandwich med ”jambon og frommage”, stak vi videre nedaf bjerget på den alternative rute som beskrevet under ”Dag 3”. Endnu en smuk oplevelse fik vi på nedturen.

Alt i alt sluttede dette års tur med en uge vi alle vil mindes med glæde.

En uge fyldt med sol og sommer, varmt vand i pool’en, men ikke mindst på endnu engang storslåede cykeloplevelser. Hvor vi hver især fik afprøvet grænser og vist – at selvom man ikke er 20 længere ..så kan vi stadig præstere og nå de mål vi sætter os hver gang.

Ligner man en der godt kunne drikke en kold Carlsberg efter dagens tour ? Ja...................

Eftermiddagen sluttede med et par svømmetag i poolen efterfulgt af en dejlig middag i restauranten. I dagens anledning bestilte vi til slut en skøn Irish Coffee. Det havde vi ærlig talt fortjent...syntes vi selv.

I morgen går det så hjemover.

Vi håber I derhjemme har sat vand over til en dejlig sommer med masser af sol og varme. Vi ses......

Fortsættelse følger.....

Hviledagen ( men vi kunne ikke dy os ) - Turen til Col d'Ornon

Dag 6 - Hviledagen ( men vi kunne ikke dy os ) - Turen til Col d'Ornon

Det der egentlig skulle have været vores hviledag ( afslapning ved poolen et. ), blev ændret til endnu en aktiv cykeldag. Vi har haft de kendte cykelmål i kikkerten længe: Alpe D'Huez, Les Deux Alpes, Col de Glandon, Col de Croix Fer, Col de Galibier. 

Men det bjerg vi valgte til turen i dag er ikke et af de mere kendte. Vi fik det anbefalet af en af de  mange hollændere vi har mødt på vore ture i området. Vi var dog enige om at efter den 80km lange tur til Col de Glandon og Col de Croix Fer i går så burde turen på hviledagen, måske være knap så lang endsige udfordrende.

Ikke desto mindre blev det en ganske fornuftig tur. Der startede tæt på byen, hvor vi bor, Bourg D'Oisans. 

Det bjerg-pas vi havde udset os hedder Col d'Ornon. Det byder på en stigning til toppen på ca 12,5km ( på Alpe D'Huez er der ca 14 km til toppen - men iøvrigt uden sammenligning )

Col d'Ornon (1367)m

Col d'Ornon er det andet tætteste bjerg at bestige fra vor base i Bourg d'Oisans. 


Dette bjerg indgik sidste gang i Tour de France tilbage i 2002. Det bliver beskrevet som et bjerg, der er godt at varme op på for at vænne sig til afstande og højder på stigningerne i området i øvrigt.

Fra Bourg d'Oisans siden er der en gennemsnitlig stigning på 5.8% . Maksimum stigningen er på 8.6% - Længden er som sagt ca 12,5km.

Ca 5km fra Bourg d'Oisans starter opstigningen til Col d'Ornon. Stigningen er ikke så stejl, og dog er den hårdere at bestige end det lyder, hvilket ikke mindst skyldes de lange lige og seje strækninger, der faktisk er en sjældenhed her i Alperne.

Gennem hele stigningen forbliver man i "dalen" mellem bjergtoppene, hvilket er med til at give ruten et lettere intimt præg. Vejenes beskaffenhed er i god stand og stigningerne kan forceres, selvom det sker på trætte ben ( med vores tur i går in mende ). Jan mente dog turen var hårdere end først antaget. Bjarne og jeg havde - omend trætte ben - så dog kræfter i behold til at nå op. Men den var, som Jan udtrykte, hårdere end ventet. Vi havde jo måske også i sat forventningerne  op til lidt "badeferie".

Vi nåede som sagt toppen og nød undervejs de tilsvarende smukke scenarier, som vi havde set de foregående dage. Smukke bjergskråninger med græssende køer og tinder med sne på toppen. Området er også et af mange benyttede vintersports steder med skiløjper og liftsystemer. 

Vi har på denne tur været tilsmilet af heldet, både hvad vejr, men også hvad oplevelser angår. Turen i dag var ingen undtagelse. Vi cyklede under smuk blå himmel med masser af sol. Vi havde lidt ondt af jer derhjemme, når vi læste på netavisernes sider: " at sommeren lod vente på sig i Danmark" og her kører vi under bagende sol. I skrivende stund ligger jeg i en magelig solstol ved poolens bred og betragter den blå pool spejle de skønneste Alpetoppe med sne. Temperaturen i solen er nær de 30 grader ( lidt mindre i skyggen ). Ja sådan er verdens goder engang imellem ulige fordelt. Og en svalende dukkert har vi nydt godt af hver eneste dag i ugen.

I aften står den på hjemmehygge med mexicansk krydrede bøffer og sund salat til. Retten glider givet ned med en lækker bourgogne.

Velbekomme

Fortsættelse følger.....

Turen til Col de Glandon og La Croix de Fer

Dag 5 - Turen til Col de Glandon og La Croix de Fer

Efter 2 meget forskellige cykeloplevelser - turen op af Alpe D'Huez og turen til Les Deux Alpes - den ene i bragende solskinsvejr og høj varme og den anden i gråvejr og noget koldere, er vi nu nået til den tredie og med spænding ventede tur til Col de Glandon og ikke mindst det sidste stykke op til La Col de Croix du Fer.

Dagen startede med høj sol og en himmel så blå som på den bedste danske højsommervejrs dag. Det var skønt, livsbekræftende og benzin på humørbarometret. 

De daglige cykel ritualer ( pakning af ekstra slanger, energi gel, foto og videogrej mm ) skulle overstås før vi kunne sætte os i sadlerne og træde i pedalerne mod nye cykeloplevelser ( og det blev den absolut bedste cykeloplevelse hidtil - alting taget i betragtning ).

Vi tog fra vor base på La Rencontre du Solei og cyklede via et fladt stykke landevej - ud af byen - mod det store dæmningsanlæg ved Allemont. 

Den flade strækning var en god opvarmnings tur inden de opkørselspinsler, vi vidste ville komme. Vi havde jo prøvet denne tur sidste år ( http://cyclemountain.blogspot.dk/2014/06/turen-til-col-de-glandon.html ), men hver tur sine prøvelser. Har man nu de "gode ben", som de professionelle omtaler så poetisk eller er energidepoterne fyldt tilstrækkeligt op. Man ved det først når man er "midt på Bakken". Turen op af den første del mod Glandon er barsk med kraftige og lange stigninger. 

Turen foregik i en stegende hede og det betød, at vi forsøgte at hive lidt svalende ud af hver skyggeplet som træerne kastede på vejen. Det var livgivende, når nu sveden drev nedad vore ansigter. Vi talte ( i det omfang der var luft til dette ) om at det var dejligt at køre tre sammen og dermed animere hver enkelt af os til at yde det bedste vi havde lært. Vi mødte nemlig adskillige Lonely Riders, der ensomt sled sig op af bjergsiderne i langsomme seje tråd. Nu lyder det måske som om vi var i stand til at spurte op - det var ingenlunde tilfældet. Vi havde lært lektien fra sidst og fundet den kadence, der kunne få os sikkert igennem de forskelligartede stigninger på ruten.

Nød vi så turen undervejs? Så absolut...selvom der er et vist element af konkurrence iblandet, så er oplevelsen, de bjergtagende panoramaer de vigtigste og interessante elementer på vore ture.

Turen i lavlandet gik som nævnt forbi den store opdæmmede smeltevandssø, der leverede vandkraften til en af områdets mange vandkraftværker. Naturen er rig på mange resourcer og mennesket har været vis nok til at udnytte disse. I dette tilfælde på en både miljørigtigt og industrialiseret fornuftig måde. Disse to ting går ikke altid hånd i hånd. 

Det er et betagende syn at køre - først over dæmningen - og dernæst langs klippesiderne og se  bjergtoppene spejle sig i det smaragd grønne vand. Man fornemmer at befinde sig midt i et gigantisk postkort. Blot mangler adressaten og frimærket - men dette formidles her, så de indtryk vi oplever formidles videre til jer derhjemme. 

Efter den flade del af etapen går det som nævnt opad. Og når jeg skriver opad, så mener jeg opad. Der er stejlt - forbandet stejlt. Men det er jo en del af oplevelsen. Smerten ved at yde sit bedste. Nå muren i form af "max puls", det synes vi er betagende ( især når det nu er overstået ).

Apropos "max puls" så havde vi en del diskusioner hernede om denne kunne "flyttes" for det enkelte individ. Det er almindelig antaget at max puls ( det maksimale antal slag dit hjerte kan slå under maksimal belastning ) er genetisk bestemt. Dog siges den gennemsnitlige max puls at være 220 fratrukket din alder. Det stemmer godt på mig, der har en max puls på ca 160. Bjarnes max puls ligger helt oppe på 179! Så der er store individuelle forskelle.

Sakset fra videnskaben - for der forskes en del i dette -  ja så foreligger forskellige teorier:

To teorier om "max puls'en"

Der findes to teorier om hvad der kan – eller ikke kan – påvirke vores max puls:

Max puls – teori 1

• Max pulsen er genetisk bestemt – dvs. den følger os fra vugge til grav
• Max pulsen falder eller stiger ikke med alderen
• Max pulsen har ingen indflydelse på vores fysiske form
• Max pulsen har ingen indflydelse på vores evne til fysisk arbejde eller præstation (som f.eks. sport)
• Max pulsen kan ikke øges eller mindskes vha. træning eller motion
• Max pulsen er en konstant – dvs. den kan ikke variere eller ændres

Max puls – teori 2

• Max pulsen falder med alderen
• Max pulsen kan øges vha. træning og motion
• En høj max puls bidrager til bedre fysiske præstationer (f.eks. sport)
• Max pulsen kan påvirkes af medicin, narkotika og andre substanser

Så som det fremgår af ovennævnte, så er videnskaben ikke helt enige.

Nå det var lidt om "max pulsen" , som vi lå meget tæt op ad på vor vej op af bjerget. Kadencen var fornuftig afpasset igen belært af sidste års erfaring. Vi mødte og overhalede flere på vor vej -  så vi følte vi var godt kørende. Trådet var sejt og "malene" som Jørgen Leth ville have udtrykt det. Det gik opad i adstadigt tempo. Meter efter meter blev lagt bag os, og på cykelcomputeren kunne vi se at vi lagde meter til vores højde. Skønt så længe det varede, for vi vidste at en del af de hårdt tilkæmpede højdemetre ville vi sætte til på nedkørslen umiddelbart før den store dæmning.

Men inden vi nåede så langt så lød der den lyd en cykel rytter frygter - en hurtig og "effektiv" punktering. Det skete ved udkørslen fra bjerglandsbyen Le Rivier D'Allemont  ( og heldigvis ikke ned af bakke ). 

Jan havde ellers skiftet bagdækket på sin cykel - og det var netop bagdækket der punkterede. Så var det blot at få skiftet slange og isoleret fejlårsagen. Det viste sig at et dårligt lagt fælgbånd havde flyttet sig og "blottet" en skarp kant ved en egerforskruning. Vi fik i fællesskab flytte fælgbåndet til en mere optimal position. Og så skulle slangen blot skiftes. Det skete hurtigt og herefter gik det snart derudaf igen.

Ikke lang tid efter vi havde lagt landsbyen Le Rivier D'Allemont bag os gik det stejlt nedad og som anført "vor surt optjente" højdemeter blev for en stor dels vedkommende sat over styr. Vi ramte bunden og så fik vi " hammeren" for her begyndte en brat 11% stigning. Sindssygt hårdt - men der var ikke andet at gøre end "at samle os selv op igen" og trods syre i benene ufortrødent at kæmpe videre. 

Uden at det skal lyde overmodigt, så var vi godt kørende. Vi fandt ind i rytmen og kæmpede det bedste vi havde lært. Igen klokkede der højdemeter ind på kontoen, og snart var de første hårnålesving på vej op lagt bag os. Vi blev på vej op overhalet af et par store dyretransporter, der var fyldt op med levende får. Stanken var voldsom, men dyrene var på vej til friheden. Højt oppe under himlens tag. Der hvor det græsset på bjergskråningerne havde vokset sigt frisk, saftigt og grønt i de forgangne forårs måneder. 

Jeg filmede med mit GoPro på vej op mod Glandon - og jeg fangede således også fårenes lykkelige øjeblikke, hvor de sprang kåde ud af lastbilen og ud på de frodige bjergskråninger. 

Smil du er på !

Lidt længere ude på ruten blev vi endnu engang foreviet af de allestedsnærværende kanon fotografer. Rundt i et sving og så blev der knipset lystigt. De sidste krampetrækninger for at finde en fotografisk attitude og udstråle "masser af overskud" - selvom det bestemt ikke var den fulde sandhed, så sent på turen og så tæt på vores første del-mål - "Col de Glandon".

Terrænet var nu helt åben og vi var på ingen måde beskyttet mod vind og vejr. De var dog begge på vore side - en let rygvind og et strålende solskins vejr. Der trods den store højde lunede godt. 

Jan kommer ind på Col de Glandon

Vi nåede Col de Glandon og efter en kort pause til at få fyldt væske og energi depoter op, begav vi os videre mod det endelige mål Col de la Croix de Fer.  ( Croix de Fer = Jernkorset ). Vi klikkede igen i pedalerne og lagde de sidste km bag os inden vi blev hilst velkommen af symbolet for bjergets navn.

Vi nåede toppen i høj solskin og efter de obligatoriske " Kodak Moments" for skiltet, der proklamerede at vi var i mål "2067 meter over havets overflade". 

Ja så var det tid til at nyde sejrens sødme med en kold drink og nyde det absolut betagende syn fra toppen. Det ene smukkere scenarie efter det andet.

Det var iøvrigt på dette bjerg vores egen Michael Rasmussen  Kyllingen fra Tølløse fejrede sin store triumf i tilbage i 2006  ( Whereabouts og EPO eller ej.... )

Vi havde således fra Bourg D'Oisans tilbagelagt ca 40 km, heraf de 27,5km med en gennemsnitlig stigning på 4,8% og en maksimal stigning på 11,2%. 

Col de la Croix de Fer blev åbnet tilbage i 1912 første gang med i Tour de France i 1947. Herefter har den været med i Tour'en 15 gange. Og den er netop igen lagt ind i dette års Tour fordi Tour ledelsen har valgt at lade Col de la Croix de Fer indgå her i 2015 - fordi Col de Galibier er lukket ( vi ville gerne have kørt Galibier i år ( hmm........! ) men vi møder skilte hernede i Bourg D'Oisans, der fortæller at Galibier er lukket grundet jordskred i området).

Efter vi havde nydt den kølige drink - skulle vi hjemover igen. Downhill. Og det gik stærkt - meget stærkt - min kilometer tæller sagde 68,48km/t !

Jeg filmede hele nedturen, mens jeg holdt øjnene fast på vejen og de drilske bjergsving. Bjarne havde lært mig den rigtige sving teknik, med det modsatte ben ( af det sving vi gik ind i ) nede i pedalen! Alligevel skulle der udvises stor koncentration.

Vi kom hjem i god behold ( vi havde da siddet i cykelsadlerne i næsten 4 timer og var godt ømme i r... ). Herefter fik vi os den velfortjente dukkert i den svalende pool. Temperaturen sagde stadig 25 grader og solen varmede vore syremættede cykel-ben.

Aftenen sluttede på camping pladsens udmærkede restaurant, hvor vi fik Columbo Kylling i kokosmælk sauce med ris til ( let krydret ). En flaske Rose vin og 0,7 ltr kølig fadøl fuldendte menuen.

Efter aftensmaden gik vi en aftentur og nød områdets skønhed i aftenskumringen.

Og så i seng....

Fortsættelse følger......

Turen til Les Deux Alpes

Turen til Les Deux Alpes - dag 4

Efter en vel overstået Alp D'Huez i går er vi kommet til den anden cykel etape på vores egen Tour .

I går aftes bad jeg til at vejret ville fortsætte i de samme positive takter som det starte hernede i søndags. Nu vokser træerne jo som bekendt ikke ind i himlen - heller ikke i det katolske Frankrig, og vejrguderne spillede os da også et puds, idet dagen startede grå og ikke så imødekommende som håbet.

Det slog nu ikke os ud - vi tog os så lidt ekstra tid til at gøre os cykelklar end vi plejer, da vores vejrprofet - fruen i receptionen på campingpladsen havde sagt - jo det starter gråt, men det holder sikkert tørt og senere kommer solen. Og se det holdt stik. Ren Voldborg'sk!

Jeg brugte lidt tid på Blog'en - bl.a fik jeg lagt billeder ind, som vi havde taget de foregående dage.

Turen i går blev vendt og vi var enige om at den alternative nedkørsel på Alp D'Huez var alle pengene værd i form af smukke smukke panorama view's.

I dag skal vi så prøve kræfter med en anden, men knap så kendt klassiker - nemlig Les Deux Alpes. Ikke desto mindre var det på det bjerg at den tyske cykel legende Jan Ullrich måtte strække våben, overfor en formidabel kørende Marco Pantani. Jeg beskrev dramaet som det udspandt sig på sidste års Blog:

http://cyclemountain.blogspot.dk/2014/06/turen-til-col-de-la-croix-de-fer.html

Jan Ullrich blev slået pga en forfejlet strategi og et ikke forudset vejrlig.

Vi diskuterede også om vi skulle starte med windbreakers, idet temperaturfaldet sammenlignet med gårsdagens temperatur, var på næsten 10 grader. Vi havde 16 grader i dag mod 25 grader.
Men som de vikinger, vi trods alt nedstammer fra, og som vi gerne ville give udtryk af at være. Ja så valgte vi de korte ærmer. Det var også OK for vi fik kørt os varme. Især da vi begyndte at køre opad ( ca 8 km fra Bourg D'Oissans ).

Stigningen synes ikke at være nævneværdig, men det var den altså til at starte med og det blev den så sandelig også ved på de sidste 4 km at have en gennemsnitlig stigning på 8 %.

Turen op var som de andre ture i de franske Alper interessant på mange måder med fantastiske panorama view's over områdets seværdigheder bl.a. den store dæmning og det vandfyldte reservoir.

Vi kørte gennem mørke tunneller og havde kun en "førerhund" med lys - nemlig Bjarne. Men det gik.

Opturen gik rigtig godt og vi fulgtes ad hele vejen. Det ene hårnålesving efter det andet blev lagt bag os - og som på Alpe D'Huez er hvert sving markeret med et nummer, hvor der tælles ned og en angivelse af højde/afstand til mål.

Og da så endelig målet var inden for rækkevide ( ca 1000 m fra mål ), så tog pokker ved Bjarne og Jan, der ville spurte til mål. Jeg selv fortsatte i min egen tilpassede kadence.

Endnu et bjerg kunne "hakkes af på listen", som værende betvunget.

Og at der kan være koldt på toppen fik vi at føle deroppe i de højere luftlag. Nogle skyer hang lavt og temperaturen var ca 11 grader. Det betød at vi foretrak en kop varm kaffe istedet for en svalende drink. 

Vore windbreakers blev fundet frem for det føltes ret koldt.

På nedturen valgte vi - som i går en alternativ rute og fik af samme årsag set vidunderlige udsigter. 

Godt nok skulle man holde tungen lige i munden for kun et lavt autoværn skilte os fra den sikre lemlæstelse eller det der var værre.

Vi gjorde et par stop undervejs for at fastholde det betagende syn. 

Vi skulle foruden at tage vare på os selv også passe på de iltre franske billister, der selv om snævre passager og smalle bjergveje tilskriver at man køre pænt - og passende langsomt. Ja så gjaldt det ikke alle billister vi mødte på de små bjergveje. 

Jan præsterede med en feberredning og masser af fakter at gøre opmærksom på at to billister ( der ikke kunne se hinanden ) ville mødes med høj hastighed i et kritisk klippesving. De nåede at bremse - inden det gik grueligt galt.

Generelt kører de franske billister pænt og tager hensyn til os cyklister. Der er også mange af os på disse kanter.

Selfi uden selfi-stang - man holder da bare cykelhjelmen op ( hvorpå GoPro kameraet sidder ), 

og styrer eksponeringen via iPhone 

Vi fik en på opleveren og så gik det ellers nedad bakke med fuld hammer. Bjarne ramte hastigheden 63,42km/T på vej nedad! Så skal der holdes fat - ikke bare på hat og briller - men også på styret, der på en racercykel med smalle dæk, er ekstremt levende. Bjarne kører modsat Jan og jeg selv med skivebremser for og bag - grundet carbon-hjul. Vi andre klarer os med fælg bremser. Men ligegyldigt hvad, så skal bremserne bare virke.

Vi nåede bunden og så gik det ellers hjemover til Camping pladsen, hvor Morten agerede vicevært.

Dagens strabadser var overstået og vi kunne slappe af og nyde den oplevelse, der netop havde fundet sted. Endnu en dejlig cykeltur under de sydlige himmelstrøg havde fundet sin afslutning.

Aftenen stod på gril-hygge. Det er det nærmeste vi kommer den danske Sct. Hans tradition.
Håber I har nydt den derhjemme i det forhåbentligt gode vejr.

Og gril-maden "Il était excellent - la meilleure disponible" som de givet ville have sagt på fransk!

Fortsættelse følger.......